Tre i én: Studentermedhjælper, praktikant og specialesamarbejde

Publiceret 14-03-2023

Ja tak, til praktikanter, studentermedhjælpere og projektsamarbejder. I Vesthimmerlands Kommune vil vi gerne være med til at klæde fremtidens arbejdskraft godt på, bl.a. gennem et praktikforløb med mange spændende og faglige opgaver. Her er der højt til loftet og frihed under ansvar, og hvem ved, måske er praktikpladsen vejen til drømmejobbet. I denne portrætserie kan du møde nogle af de studerende, som har haft praktik i Vesthimmerlands Kommune i efteråret 2022.

Tilbage i 2021 startede aalborgenseren, Kathrine Nielsen, som studentermedhjælper i Vesthimmerlands Kommune, da hun blev ansat i stillingen som kommunikationsmedarbejder ved Jobcenteret. 

På daværende tidspunkt havde Kathrine afsluttet sin bachelor i Organisatorisk læring og påbegyndt sin kandidat i Forandring og Læringsprocesser på Aalborg Universitet.

I forbindelse med, at jeg skulle starte på min kandidat, tænkte jeg, at det ville være spændende og relevant at finde et studiejob. Det havde jeg ikke haft under min bachelor, og jeg følte, at det var en god mulighed for at afprøve de kompetencer jeg havde erfarede mig på min bachelor.

Til at starte med kendte jeg ikke til Vesthimmerlands Kommune, men jeg syntes at stillingen lød enormt spændende, så jeg skrev en ansøgning og kom til samtale – og fik heldigvis jobbet. Nu har jeg været hos Kommunen i halvandet år, lyder det fra Kathrine.

Kathrine fik til opgave at udarbejde en kommunikationsstrategi på Socialfondsprojektet, Vækst via Viden, et projekt, der matcher nordjyske virksomheder med studerende og højtuddannet arbejdskraft. Efterfølgende skulle Kathrine være den udøvende af strategien og udarbejde en masse spændende fortællinger omkring det lokale erhvervsliv.   

Jeg har virkelig fået lov til at være med inde over mange interessante og spændende opgaver, fortæller Kathrine begejstret.

Virksomhedskonsulent, Hanne Ringsborg, har arbejdet tæt sammen med Kathrine om opgaver knyttet til Vækst via Viden projektet:

Jeg mødte Katrine kort tid efter hun startede som studentermedhjælper i Vesthimmerlands Kommune. Hun virkede som en gæv pige, der gik til de givne opgaver med stor interesse og energi - altid positiv og udfører sit arbejde til alles tilfredshed. Det ville glæde mig om hun kunne blive fastknyttet til Vesthimmerlands Kommune når hun er færdig på Universitetet.

Søgte praktik på samme arbejdsplads

Det var meget oplagt at søge praktik hos Vesthimmerlands Kommune. I stedet for at starte et helt nyt sted, så tænkte jeg, at det var en fordel for mig at søge et sted, hvor jeg allerede vidste, hvordan tingene hang sammen, lyder det fra Kathrine.

Med praktikken ønskede Kathrine at erhverve sig nye kompetencer, og fik derfor lov til at arbejde med et nyt interesseområde.

I praktikken gik jeg lidt væk fra det kommunikationsrettede, og i stedet fik jeg lov til at udarbejde og stå for en borgertilfredshedsundersøgelse for Jobcenteret.

Kathrine fik ansvaret for at udarbejde undersøgelsen, interviewe borgerne samt dataindsamlingen og -behandlingen, og hun er taknemlig for det store ansvar hun har fået.

Jeg har været helt inde i maskinrummet og fået lov til at have hænderne godt nede i nogle af de processer, der foregår i kommunen.

Der er enormt meget læring og forandringsprocesser i det. Hvilken læring er der i den måde vi arbejder med borgerne på og vores tilgang, og hvad er det man konkret kan forandre. Jeg har helt klart kunne se, hvor praktikken har kunne spille ind i min faglighed, og hvordan jeg har kunne bruge min viden fra studiet til at understøtte denne undersøgelse, fortæller Kathrine, der nu er tilbage i sit studiejob.

Et nyt syn på det kommunale

Da Kathrine tilbage i 2021 søgte stilling som studentermedhjælper, havde hun måske lidt, som mange andre, en forudindtaget holdning til, hvad det vil sige at være kommunal ansat, men den holdning er nu ændret.

Jeg kunne godt se mig selv fortsætte inden for det kommunale. Da jeg startede med at læse min bachelor tænkte jeg, måske som mange andre, at jeg skulle i hvert fald ikke arbejde indenfor det offentlige. Jeg ville gerne ind i det private, men det at have været ansat i Vesthimmerlands Kommune, i studiejob og praktik, har været enormt givende og ændret mit perspektiv, konstaterer Kathrine, og fortsætter:

Det har gjort, at jeg hælder til at trække i  en offentlig retning kontra den private. Der bliver arbejdet hårdt, og med mange komplicerede processer. Kommunen vil så gerne gå forrest og gøre det bedst muligt for borgerne og erhvervslivet.

En lærerig arbejdsplads med tillid og højt til loftet

Kathrine fortæller om en moderne organisation og arbejdsplads med højt til loftet:

Der er meget højt til loftet. Jeg er meget imponeret over det ansvar jeg, som studerende, får lov til at have. Der er fuldt ud tiltro til, at jeg kan løse mine opgaver, og hvis jeg ikke kan, så hellere bede om hjælp en gang for meget, end en gang for lidt. Der er stor tiltro, men der er også støtte og samarbejdsvilje.

Samtidig oplever jeg også et rigtigt godt sammenhold på arbejdspladsen. Jeg mærker ikke til, at jeg kun er her ti timer om ugen. Der er en god stemning og man er interesseret i hinanden.

Kathrine vil gerne komme med et opråb til alle kollegaer, som går med tankerne om at ansætte en praktikant eller studentermedhjælper, der er en uundværlig ressource.

Helt konkret tænker jeg, at jo mere man giver en praktikant eller studiemedhjælper af opgaver, muligheder og tillid, jo mere vil vedkommende også byde ind med sin viden og kompetencer. Som afdeling får man nogle nye øjne og meninger på de daglige opgaver. Jeg har fået lov til at afprøve flere ting ud fra de kompetencer jeg har.

Fremtiden byder på flere spændende opgaver i Vesthimmerlands Kommune, hvor Kathrine til foråret starter på sit speciale med Kommunen og førnævnte borgerundersøgelse som case.

Nemt frem og tilbage

Transport kan ofte være en barriere i tiltrækningen af kvalificeret arbejdskraft, men for Kathrine, der primært tager bussen, er det ikke et problem.

Jeg tager bussen og det fungerer enormt godt. Det tager kun små fyrre minutter. Det er nemt at pendle, og der er nogle gode forbindelser. Og i bil, så tager det ingen tid, fortæller Kathrine med et smil på læben.

 

Søger I en praktikant?

Lad os repræsentere jer på Karrieremessen

I søger måske en praktikant, ny medarbejder, studiemedhjælper, et projektsamarbejde eller ønsker I blot at skabe synlighed?

Vi vil gerne give jer en unik mulighed for at skabe synlighed omkring jeres virksomhed eller organisation på dette års karrieremesse d. 22. marts 2023 i Gigantium Aalborg. 

Det eneste I som virksomhed eller organisation skal gøre er at sende relevante informationer eller eventuelle stillingsopslag til os, så tager vi dem med på vores messestand og repræsenterer jer.

Følg linket, udfyld skabelonen og tryk send:

Skabelon