Rekrutteringsprojekt tager hånd om efterspørgsel på kvalificeret arbejdskraft

Publiceret 13-10-2021

Mange danske virksomheder mangler i dag kompetencer og oplever, at det kan være vanskeligt at rekruttere den rette kvalificerede arbejdskraft. Tilgængelige kompetencer er også en udfordring, som kan mærkes i Vesthimmerland. Udfordringen har ført til en øget efterspørgsel på arbejdskraft fra det lokale erhvervsliv.

Udfordringen kan dog ikke løses af erhvervslivet alene. Vesthimmerlands Kommune, Jobcenter Vesthimmerland og erhvervskontoret Erhverv Væksthimmerland er derfor i fuld færd med at imødegå arbejdskraftudfordringerne og sikre den lokale udvikling i samarbejde med erhvervslivet.

Kommunen har derfor igangsat det EU-finansierede projekt, Go Vest, som skal sikre et øget udbud af kompetencer og et match mellem virksomhed og den rette kandidat.

Projektet er dog ikke det eneste, som retter fokus mod problematikken. Kommunen er også en del af rekrutteringsprojektet, Vækst Via viden, og har igangsat en række af større indsatser, som skal sikre kvalificeret arbejdskraft til virksomhederne.

Lokal udvikling der tapper ind i en større dagsorden

Go Vest-projektet tapper ind i en større samfundsmæssig dagsorden, der ikke kun handler om virksomhedernes mangel på kompetencer.   

Danmark har utallige kvalificerede kandidater med udenlandsk baggrund, som har svært ved at komme ind på det danske arbejdsmarked. Kandidater som er herboende og har taget en del af deres videregående uddannelse i Danmark.

Vesthimmerlands Kommune slår derfor to fluer med et smæk, ser mulighederne og tager hånd om flere velkendte udfordringer gennem Go Vest-projektet.

Hvorfor udenlandske talenter?

Fordelene ved tiltrækning, modtagelse og fastholdelse af udenlandske talenter er mange.  Kandidaterne byder ind med specialiserede kompetencer, som måske ikke er tilgængelige på det danske arbejdsmarked, og som i sidste ende kan bidrage til vækst og udvikling hos de lokale virksomheder. Kandidaterne byder bl.a. ind med et kendskab til udenlandske markeder, sprog og kulturer. 

En metodisk tilgang, der rykker

I Vesthimmerlands Kommune er den virksomhedsnære tilgang og opsøgende metode velkendt. Metoden har vist sig at være en afgørende nøgle i tidligere og igangværende erhvervsprojekter, og har ført til stærke resultater.

Med metoden mødes virksomhederne i øjenhøjde af projektets eksperter. Kort sagt, projektet møder virksomhederne ’on location’ inden for deres egne rammer.

Et særligt tilbud til de vesthimmerlandske virksomheder

For at sikre at virksomhederne opnår et kvalificeret match med de rette kompetencer, er der iværksat et unikt tilbud om behovsafdækning med afsæt i den daglige arbejdsgang og underliggende reelle behov.

Med filosofien om at processen starter ’on location’ får de lokale virksomheder mulighed for at tage et uforpligtende kaffemøde med rekrutteringseksperten Thomas Aagaard.

Thomas Aagaard møder virksomhederne med en lyttende og spørgende tilgang. Han har dybdegående erfaring i at rekruttere kandidater til stor værdi for virksomheder i hele landet.

Succesfulde ansættelser kræver indsigt og klare mål. Som headhunter kræves stor personlig erfaring i de mekanismer, som får en virksomhed til at vokse og medarbejderne til at trives. Indsigt i det, som får dagligdagen til at fungere, lyder det fra Thomas Aagaard.

Thomas trækker på en stor lokal indsigt og kendskab til det Vesthimmerlandske erhvervsliv. Tilbuddet om behovsafdækning er uden beregning for de lokale virksomheder.

Projektet løber til udgangen af 2022 med et samlet budget på 4.1 mio., med et kontant tilskud fra Den Europæiske Socialfond og danske erhvervsfremmemidler, og med lokal finansiering.

Go Vest-projektet er et internt samarbejde mellem Vesthimmerlands Kommune (projektejer), Erhverv Væksthimmerland (projektleder) og Jobcenter Vesthimmerland, og er finansieret af Den Europæiske Socialfond og Danmarks Erhvervsfremmestyrelse.

Læs mere om projektet her 

Partnere

Kommune:
Vesthimmerland

Erhvervsservice:
Erhverv Vækstimmerland

Projektejer:
Vesthimmerlands Kommun

Projektleder:
Erhverv Vækstimmerland

 

 

Finansiering

EU's Socialfond
Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse

Budget

4.1 mio. 

Tidsperiode

Start: 01.01.2020

Slut: 31.12.2022