Projektet InnoCompTec tager nu form

Publiceret 07-02-2024

I denne uge har vi afholdt partnermøde i projektet InnoCompTec, hvor partnerkredsen mødtes for at koordinere indsatserne i projektet og samarbejdet for de kommende måneder, og denne gang i danske rammer på HimmerLand.

InnoCompTec, som er medfinansieret af EU programmet ØKS Interreg, har til formål at kompetenceudvikle sundhedspersonale i Vesthimmerlands Kommune og Mölndal Kommune i Sverige ved hjælp af forskellige simulationsteknologier. Nærmere beskrevet skal der i projektet udvikles Virtual Reality (VR) og Argumented Reality (AR) til at simulere forebyggelses- og smittespredningssituationer i ældreplejen, samt Avatar teknologi til at træne ansatte i dialogen med borgere/beboere og pårørende omkring smittespredning og smitteforebyggelse. 

Partnerne i projektet består af Vesthimmerlands Kommune, den svenske kommune Mölndal Kommune, den danske nationale life-science klynge Danish Life Science Cluster samt uddannelsesinstitutionen Campus Mölndal og uddannelses- og forskningsinstitutionen University College Nordjylland (UCN).

Som en vigtig del af projektet gennemfører UCN i denne tid en række kvalitative og kvantitative undersøgelser i både Vesthimmerland og Mölndal Kommune for at måle sundhedspersonales kompetenceniveau i forhold til smitteforebyggelse, -brydning og -kommunikation. Undersøgelserne baserer sig på 30 ansatte fra Vesthimmerlands Kommune og 30 ansatte i Mölndal Kommune fra udvalgte plejecentre, som skal deltage i kompetenceforløbet, samt 6 undervisere i Sverige.

Undersøgelserne skal være med til at identificere områder, hvor der er brug for kompetenceløft, og vil sætte retningen for projektets udvikling. Data fra spørgeskemaer og fokusgruppeinterviews skal derfor bidrage til at udvælge områder, hvor simulationsteknologier skal implementeres.

Foto: Fra fokusgruppeinterview som afvikles i denne tid i Vesthimmerland og Mölndal.

Hertil venter opgaven med at få identificeret de rette simulationsteknologier til projektet, hvorfor der skal kigges på etableringen af samarbejder med relevante life science virksomheder, som skal være med til at videreudvikle teknologierne til sundhedspersonalets kompetenceforløb. I de to partnerkommuner vil der blive etableret fysiske Living Labs, hvor forløbene kommer til at foregå. Efter kompetenceforløbet skal undersøgelserne gentages med samme dataindsamlingsmetoder for at måle effekten på forløbet og måle på om sundhedspersonalet har øget deres kompetencer ved brug af simulationsteknologierne og innovationsmetoden Livings Labs.

Til partnermødet var der af denne årsag også planlagt inspirationsbesøg på Gundestrupgaard - Vesthimmerlands nye knudepunkt for erhverv, vækst og udvikling - hvor der allerede er udviklet et Living Lab. Dette er sket via. et samarbejde med innovations- og konsulenthuset Public Intelligence, hvor vi har taget afsæt i deres erfaring og særlige metodiske tilgang til arbejdet med Living Labs inden for sundhed og velfærdsområdet. 

Fotos: Fra inspirationsbesøget på Gundestrupgaard.

InnoCompTec strækker sig til august 2026 og skal bidrage til både at fastholde eksisterende personale, øge motivation og sikre trivsel, reducere sygefravær, og ikke mindst gøre det attraktivt at rekruttere ny arbejdskraft til ældreplejen.

Læs mere om projektet her.

InnoCompTec er medfinansieret af EU programmet ØKS Interreg.