Praktikant i en udviklingsafdeling, der udvikler forandring

Publiceret 02-02-2023

Ja tak, til praktikanter, studentermedhjælpere og projektsamarbejder. I Vesthimmerlands Kommune vil vi gerne være med til at klæde fremtidens arbejdskraft godt på gennem et praktikforløb med mange spændende og faglige opgaver. Her er der højt til loftet og frihed under ansvar, og hvem ved, måske er praktikpladsen vejen til drømmejobbet. I denne portrætserie kan du møde nogle af de studerende, som har haft praktik i Vesthimmerlands Kommune i efteråret 2022.

Indblik i et kommunalt maskinrum

Charlotte Hyldig har været praktikant i Udviklingsafdelingen i Vesthimmerlands Kommune siden august 2022, men har et indgående kendskab til kommunen som tidligere folkeskolelærer på Aars Skole. En tid, som hun husker tilbage på med glæde. Derfor havde hun ingen forbehold overfor at søge den praktik, som Udviklingsafdelingen havde lagt ud på Aarhus Universitets projekt- og praktikplatform.

Under min bachelor i Antropologi beskæftigede jeg mig med forandringsledelse og modstandsformer i flere private virksomheder, så jeg havde lyst til at rette blikket mod en kommunal forvaltning som kandidatstuderende i Uddannelsesvidenskab. Da jeg læste opslaget fra Vesthimmerlands Kommune, så jeg et stort potentiale i at komme indenfor i det kommunale ”maskinrum” og få indblik i kompleksiteten i en politisk styret organisation, lyder det fra Charlotte.

Højt til loftet 

Udviklingsafdelingen søgte en praktikant, som kunne hjælpe med at evaluere på de mange EU- og udviklingsprojekter, som kontinuerligt sættes i gang og afsluttes i Vesthimmerlands Kommune, men praktikken har budt på mange forskelligartede arbejdsopgaver. Charlotte har således løst opgaver indenfor kommunikation, fundraising, idéudvikling og evaluering. Nogle har Charlotte fået tildelt og andre har hun selv budt ind på. Charlotte har oplevet stor frihed under ansvar, og at hendes mening blev hørt.

Udviklingsafdelingen har tre primære udviklingsspor – sundhed, grøn omstilling og tiltrækning af kvalificeret arbejdskraft – så der er mange muligheder for selv at byde ind med de kompetencer, jeg har med fra studiet. Jeg brænder særligt for tiltrækning af kvalificeret arbejdskraft og har i praktikken oplevet, at min undersøgende tilgang og udefrakommende perspektiv hilses velkommen, fortæller Charlotte.

Udviklingsafdelingen har udelukkende haft gode ting at sige om det at have en praktikant, og kan kun opfordre andre forvaltninger, afdelinger eller private virksomheder til at være åben over for at tage en praktikant.

Vi er en afdeling med flere forskellige fagligheder, og Charlottes faglighed og nye øjne på vores daglige opgaver, har været et friskt pust. Charlotte har været med inde i maskinrummet af udviklingsafdelingen, hvor hendes nysgerrighed, gåpåmod og kompetencer har understøttet mange af vores opgaver. Vores samarbejde med Charlotte er dog ikke endt ved praktikken, hun er nu i gang med at skrive speciale, hvori et af vores EU-projekter omkring kvalificeret arbejdskraft indgår som case, fortæller Praktikvejleder og Seniorkonsulent, Julie Ringgaard Jensen.

På billedet ses Charlotte, anden fra venstre, til International Day i Vesthimmerland 

Charlotte Hyldig ser det som en stor fordel at være tilknyttet en afdeling med mange forskellige opgaver og projekter. Hun har deltaget i research til og udarbejdelse af fondsansøgning til et sundhedsprojekt, skrevet pressemeddelelser og portrætter til kommunens hjemmeside, forberedt og oversat materiale til Made in Himmerland og International Dag, interviewet internationale kandidater i Go Vest-projektet, evalueret projekter og meget andet.

Det har været spændende at få indblik i mange aspekter af udviklingsopgaven og bruge min metodologiske træning såvel som min passion for formidling i praktikken. Ingen dage har været ens og jeg trives godt med opgavernes forskellighed og uforudsigelighed. Det passer godt til min personlighed.

 

Søger I en praktikant? Lad os repræsentere jer på Karrieremessen

I søger måske en praktikant, ny medarbejder, studiemedhjælper, et projektsamarbejde eller ønsker I blot at skabe synlighed?

Vi vil gerne give jer en unik mulighed for at skabe synlighed omkring jeres virksomhed eller organisation på dette års karrieremesse d. 22. marts 2023 i Gigantium Aalborg. 

Det eneste I som virksomhed eller organisation skal gøre er at sende relevante informationer eller eventuelle stillingsopslag til os, så tager vi dem med på vores messestand og repræsenterer jer.

Følg linket, udfyld skabelonen og tryk send:

Skabelon