Åbne arme og tillid skaber samarbejde og udvikling i HimmerLand

Publiceret 12-06-2023

I naturskønne omgivelser ved Gatten ligger HimmerLand, som er en virksomhed i konstant udvikling. For at styrke denne udvikling benytter de praktikanter fra mange forskellige uddannelser, som kan være med til at bidrage med ny viden og nye perspektiver. Historien om HimmerLand viser, hvordan virksomheder og praktikanter kan udvikle sig sammen, når der er tillid og tiltro til hinanden.

Praktikanterne vælter til Gatten for at opleve HimmerLand

Som led i at tiltrække praktikanter gør HimmerLand brug af tilbud og indsatser relateret til det regionale projekt Vækst via Viden 2.0, der skal sikre kvalificeret arbejdskraft i Nordjylland. De har blandt andet deltaget i både uddannelsesmesser og et onlinekatalog rettet mod studerende fra UCN, der skal i praktik. Begge dele har været en positiv oplevelse for virksomheden, fortæller HR-chef Pia Søgaard, og hun tilføjer, at mængden af ansøgere til praktikforløb er steget.

Hvis Pia skal give et bud på, hvorfor HimmerLand har så stor succes med at tiltrække praktikanter er det, at de rigtig gerne vil de studerende:

Jeg tror måske, at man vælger HimmerLand, fordi vi er de mennesker, vi er, og vi rent faktisk gerne vil. Vi har en opgave i at klæde praktikanterne på til at blive endnu dygtigere, og det er ikke noget, vi bare siger, vi mener det faktisk også.

En af praktikanterne er Ida, 24 år, der studerer til markedsføringsøkonom på UCN i Aalborg, og efter endt praktikforløb er blevet ansat i studiejob. Da Ida skulle i praktik under sin uddannelse vidste hun med det samme, at hun gerne ville til HimmerLand: 

Jeg fik øjnene op for, at der bliver udvidet så meget herude, og det synes jeg er vildt fedt at komme ind i. På uddannelsen har vi været meget vant til at arbejde med produktionsvirksomheder, så det var meget tiltalende og spændende at afprøve en servicevirksomhed.

Frie tøjler skaber udvikling for både virksomhed og praktikant

Selvom Idas opgaver primært har været relateret til sociale medier, har hun oplevet at få frie tøjler til at afprøve en masse andre opgaver. Hun har blandt andet prøvet kræfter med nyhedsbreve og optimering af virksomhedens hjemmeside. De mange forskellige opgaver har gjort, at praktikken har været med til at sætte teori i praksis:

Vi får lov til at sætte noget teoretisk på, så jeg også kan sætte paralleller til, hvordan jeg kan bruge det på den anden side af uddannelsen, og det synes jeg har været meget spændende og lærerigt.

For Ida har de frie tøjler været en god oplevelse, hvor praktikanterne har fået ansvar og mulighed for at kaste sig ud i opgaveløsningen uden at skulle være bange for at fejle: 

Fra første dag fik vi også at vide, at vi kommer til fejle, men det er okay, og det synes jeg bare er fedt, fordi det gør, at man ikke er bange for at træde forkert, og det er med til, at man udvikler sig og får nogle redskaber til at begå sig på arbejdsmarkedet.

Netop udvikling er kernen i HimmerLands tilgang til deres mange praktikanter. Pia fortæller:

Vi bruger praktikanter hele vejen rundt, og vi bruger det til dels, fordi vi gerne vil have løst nogle konkrete opgaver, og dels fordi vi også gerne vil tage et ansvar for at få uddannet nogle unge mennesker, som kommer ud med nogle kompetencer, så vi eventuelt efterfølgende kan ansætte dem i blandt andet studiejob eller som fastansat.

Forud for enhver praktik er det vigtigt at forventningsafstemme med praktikanter for at klarlægge, hvad målet er med forløbet. Pia understreger, at for HimmerLand handler det ikke så meget om, hvad de studerende kan i forvejen, men i højere grad handler det om, hvad HimmerLand kan bygge på den enkelte. Hun udtrykker, at det handler om, at de i realiteten skal bruge 20% af det, praktikanter allerede kan, når de starter, mens resten skal læres undervejs, så alle parter får udbytte af praktikforløbet. Ida nikker genkendende og tilføjer:

Det er ikke kun det faglige, men også hvad der skal bygges på mig som person, og det synes jeg er virkelig fedt.

Praktikanter mødes med åbne arme og inklusion

Pia fortæller, at det er vigtigt for Himmerland, at praktikanterne indgår på lige fod med alle andre ansættelsesforhold i virksomheden:

Det er samme velkomst og samme måde, vi anskuer tingene på. Praktikanterne deltager på lige fod som de andre, så hvis der er en sommerfest, mens de er i praktik, så er de også med til den. Det er vigtigt for os, at de føler, at de er en del af det.

Denne imødekommenhed og åbenhed har været meget givende, hvis man spørger Ida. Hun fortæller, at som studerende kan der være en vis nervøsitet for, hvad det vil sige at være på arbejdsmarkedet. Derfor betyder det meget for hende, at hun bliver hørt:

Det jeg siger er lige så meget værd og kan bruges lige så meget, som havde det været en fastansat, der sagde det. Det gør, at jeg tør udfordre mig selv, og jeg tør komme med mine vinkler, som man ellers godt kan brænde lidt inde med som studerende.

Det at praktikanterne kommer med andre perspektiver eller vinkler er en stor fordel ifølge Pia. Hun fremhæver blandt andet, hvordan en praktikant i HR-afdelingen kunne trække på sin teoretiske viden for at understøtte brobygning mellem afdelingerne hos HimmerLand, og de endte med at arbejde videre på idéen.

Derudover fortæller Pia også, at hendes samarbejde med virksomhedskonsulenterne gør en kæmpe forskel, da de er med til åbne øjnene for muligheder og tilbud, der både kan understøtte virksomheden samt udviklingen af kommunen og regionen. Som Pia siger:

Det er vigtigt, at det er en opgave, vi løfter sammen.