Vesthimmerlændingene vil gerne passe på klimaet

Publiceret 07-07-2021

En spørgeskemaundersøgelse viser, at borgerne i Vesthimmerland generelt set bekymrer sig for klimaet – og er klar til at handle på det. Resultatet stemmer godt overens med den klimaholdning, der ses nationalt.

Som en del af det nationale klimaprojekt, DK2020, har Vesthimmerlands Kommune sat sig det ambitiøse mål, at Vesthimmerland skal være klimaneutral i 2050 – og det skal bl.a. ske gennem borgerinddragelse og partnerskabsaftaler.

- Vi kan som kommune ikke nå målet alene. Derfor skal vi være fælles om forandringerne, og vi skal have alle med allerede fra dag et – borgere som virksomheder, lyder det fra Per Bach Laursen, borgmester i Vesthimmerlands Kommune.

En del af arbejdet med borgerinddragelsen blev indledt i maj 2021, hvor kommunen igangsatte en spørgeskemaundersøgelse med det formål at blive klogere på borgernes klimaholdninger og -vaner.

I alt blev der indhentet 285 besvarelser, som viser, at borgerne i Vesthimmerland generelt set bekymrer sig for klimaforandringerne – og er klar til at handle på det. Helt præcist svarer 84 %, at de i høj grad eller nogen grad bekymrer sig for klimaforandringerne, ligesom 91 % mener, at det i høj grad eller nogen grad er nødvendigt, at vi ændrer vores måde at leve på, for at passe på klimaet.

Tendensen ses særligt hos den yngste del af borgerne. Sammenlagt mener 69 % på 30 år eller derunder nemlig, at det i høj grad er nødvendigt, at vi ændrer vores måde at leve på, for at passe på klimaet. Denne tendens tegner et billede af, at viljen og lysten til at handle på klimaforandringen kun bliver større med de kommende generationer.

Spørgeskemaets resultater stemmer godt overens med det billede, vi ser nationalt. Den grønne tænketank Concito har i deres klimabarometer fra 2020 fundet, at størstedelen af befolkningen i Danmark er bekymret for klimaforandringerne og mener, at det er noget, vi skal handle på – og det er størstedelen af de danske kommuner da også godt i gang med. Med DK2020 skal Vesthimmerlands Kommune i samarbejde med 64 andre danske kommuner aktivt arbejde med klimaindsatser og den grønne omstilling gennem udarbejdelse af klimaplaner, der lever op til Parisaftalens målsætninger.

Selvom borgerne og de øvrige aktører spiller en stor og vigtig rolle, hvis målet om et klimaneutralt Vesthimmerland skal nås, er det også vigtigt, at der kommunalt bliver gjort en indsats. Adspurgt om, hvorvidt borgerne oplever, at kommunen gør en indsats for at passe på klimaet, svarer 49 %, at de i høj grad eller nogen grad oplever dette. Samtidig er der dog sammenlagt 51 %, der er i tvivl om, hvorvidt kommunen gør en indsats – eller ikke mener, at det er tilfældet i særlig høj grad. Det skal der laves om på, mener Per Bach Laursen, borgmester i Vesthimmerlands Kommune.

- I Vesthimmerlands Kommune gør vi en aktiv indsats for at imødekommende den grønne omstilling, hvilket bl.a. kommer til udtryk ved omfattende affaldssortering, vedvarende energianlæg og vild natur. Med vores deltagelse i DK2020 vil vi som kommune gerne sikre en mere helhedsorienteret indsats, som inddrager borgere og lokale aktører i klimatiltagene – både dem, vi allerede har gang i, og dem, der bliver igangsat i den kommende tid, siger Per Bach Laursen, som understreger, at Byrådet er meget optaget af Vesthimmerlands klimaindsats, hvorfor det årlige byrådsseminar denne gang var med et grønt fokus.

Med klimaplanen og de tiltag, der skal implementeres i forbindelse hermed, er håbet, at det bliver mere gennemsigtigt for borgerne, hvordan Vesthimmerlands Kommune arbejder med den grønne omstilling – og ikke mindst hvilke muligheder og løsninger, man som borger selv kan gøre brug af, hvis man ønsker at leve mere klimavenligt.