Lokale plejecentre bidrager til ny anvendt forskning

Publiceret 30-03-2022

I januar lød startskuddet på det nye EU Interreg-projekt InnoPanTec. Sundhedsprojektet er organiseret omkring et stærkt samarbejde mellem Vesthimmerlands Kommune, den svenske kommune Mölndal og Professionshøjskolen UCN.

Målet med projektet er at identificere og mindske smittespredning af virusser og bakterier på lokale plejecentre ud fra en undersøgelse af hygiejne, indretning og adfærdsmønstre.

Gennem de sidste uger har vidensinstitutionen Professionshøjskolen UCN foretaget dataindsamling på plejecentrene Bøgely og Solvang i Vesthimmerlands Kommune og på plejecentrene Fässbergs og Brogårdens i Mölndals Kommune, hvor de har fulgt medarbejdere i deres daglige arbejdsdag.

UCN’s dataindsamling skal netop være springbrættet for en større EU-ansøgning, og for innovationsvirksomheder til at udvikle nye teknologier til forebyggelse af smittespredning.

Løser fælles udfordringer på tværs af landegrænser

Samarbejdet på tværs af landegrænserne skaber nogle helt unikke muligheder for at lære af hinandens daglige arbejdsgang og håndtering af smitte – til stor gavn for beboere og personale.

Ifølge Eva Grøn Christiansen, Centerleder ved Plejecenter Solvang og Lisbeth Simonsen, Centerleder ved Plejecenter Bøgely, er der store muligheder i samarbejdet.

Det er oplagt, at vi kan lære af hinanden, der kan bl.a. være nogle kulturelle forskelle, som kan hjælpe os med at få øje på andre løsninger, fortæller Eva Grøn Christiansen og Lisbeth Simonsen, der fortsætter:

Forhåbentlig kan der findes smartere og mere sikrer arbejdsgange og adgangsforhold via ny teknologi, som kan være med til at reducere smitterisici.

Laura Kjær Arp, der er Adjunkt og underviser på sygeplejerskeuddannelsen UCN, og som har været med til at foretage undersøgelserne på plejecentrene er fuldt ud enig og begejstret for samarbejdet.

I mine øjne er samarbejdet meget unikt og værdifuldt, da det er på tværs af organisationer, institutioner og landegrænser, hvor der er rig mulighed for at drage nytte af hinandens kompetencer, erfaringer og perspektiver, fortæller Laura Kjær Arp.

I øjenhøjde med personale og beboere

Laura og hendes kollega Lisbeth Støvring Andersen har været hoppet i uniformen og været en del af medarbejderteamet på de lokale plejecentre. De har begge en tidligere baggrund som sygeplejersker, og derfor en særlig forståelse for, hvad der sker i arbejdssituationen.

Vi har været ude og foretage det vi kalder for deltagerobservation, hvor man veksler mellem at være fluen på væggen og deltage i arbejdsgangene. Det giver en rigtig god fornemmelse for og indsigt i den pågældende praksis, lyder det fra Laura Kjær Arp.

Undersøgelserne har givet indsigt i den kultur, der er på plejecentrene, og har også givet kendskab til en tavs viden. Laura og Lisbeth har hver fulgt flere Social og Sundhedsassistenter, og er virkelig blevet taget godt imod af både personale og beboere.

Personalet og beboerne har taget rigtig godt imod os, og har udvist stor interesse. Social og Sundhedsassistenterne har virkelig fortalt bredt om deres arbejde, og budt ind med spændende idéer og der hvor de ser nogle udfordringer.

Beboerne har været nysgerrige, stillet spørgsmål og været meget interesseret i hvad det er vi laver, fortæller Laura Kjær Arp.

Samme opfattelse oplever Eva Grøn Christiansen, Centerleder ved Plejecenter Solvang, der ser frem til at høre mere om udfaldet af undersøgelserne.

Der er en positiv tilgang til projektet. Personalet er nysgerrige på hvad der kan komme ud af det og til hvad nytte det måtte være, lyder det fra Eva Grøn Christiansen.

 Projektpartnerne afventer nu UCN’s rapport, og er spændte på hvilke inputs og idéer der skal skabe rammerne for en større EU-ansøgning og eventuelle fremtidige indsatser.