Gamle, garvede øjne og friske, unge øjne skaber udvikling

Publiceret 31-03-2023

Det regionale projekt, Vækst via Viden 2.0, har til formål at tiltrække højtuddannet og kvalificeret arbejdskraft for at fremtidssikre og udvikle de nordjyske virksomheder. Én af de vesthimmerlandske virksomheder, der ser værdi i at tiltrække kvalificeret arbejdskraft for at sikre deres udvikling, er metalvirksomheden TRECO, der har hovedsæde i Aalestrup.

Ønsket om at designe og udvikle leder mod TRECO

Én af dem, der skal være med til at udvikle og nytænke i metalvirksomheden er den nyuddannet diplomingeniør, Søren. Han har været ansat som konstruktør hos TRECO siden februar.

Oprindeligt er Søren uddannet klejnsmed, hvor han efterfølgende arbejdede som gørtler. Han kunne dog mærke, at arbejdet var fysisk hårdt for hans krop, hvorfor han valgte at læse videre på Aarhus Universitet. Undervejs i sin uddannelse som diplomingeniør og i sit studiejob oplevede Søren, at han fandt konstruktørarbejdet spændende, da det giver ham mulighed for at tegne og designe.

Det var netop disse ting, der tiltalte Søren, da han efter endt uddannelse, søgte mod TRECO. Hos TRECO får han lov til at konstruere, designe og tegne.

Jeg kunne se nogle muligheder for at udvikle mig på den ene eller anden led i virksomheden. Det er interessant. fortæller Søren om valget om at søge stillingen hos TRECO.

En virksomhed med ambitioner – bare lidt ude på landet

Lars, der er Sørens chef, fortæller, at det er vigtigt for virksomheden at gøre opmærksom på sig selv.

Aalestrup ligger jo lidt ude på landet, det er ikke nogen hemmelighed.” siger  Lars med et smil og tilføjer: ”Derfor skal vi gøre opmærksomme på os selv.

Søren indrømmer også, at han forud for sin ansættelse ikke vidste meget om virksomheden eller Aalestrup som by.

Jeg kiggede lidt rundt på Jobindex, hvor jeg faldt over TRECO’s opslag. Jeg kendte ikke til dem på forhånd, og det eneste jeg vidste om Aalestrup var, at det eksisterede. siger Søren med et grin.  

Men valget om at søge mod den mindre by Aalestrup var oplagt, da Søren og hans familie alligevel rykkede længere nord på til Hobro. Søren fortæller, at turen mellem Hobro og Aalestrup kun tager 20 min, hvilket er en fordel for familielivet.

Noget af det TRECO også gør for at sikre, at deres medarbejdere har fleksibilitet i arbejdet, er brugen af hjemmearbejdsdage i de stillinger, hvor det er muligt. Lars fortæller:

Der er en tommelfingerregel om, at man gerne må have en hjemmearbejdsdag om ugen, uanset hvor man sidder i organisationen,

og Søren istemmer, at det er populært tiltag, som mange gør brug af.

Gamle, garvede øjne og friske, unge øjne skaber udvikling

Den 31-årige gamle virksomhed vægter både udvikling og nytænkning højt og en af deres kerneværdier er samarbejde. En af måderne, hvorpå virksomheden opnår dette, er ved en god blanding af erfarne medarbejdere og nye medarbejdere.

Vores organisationen er sat meget sammen af både nyuddannede og garvede medarbejdere, og over tid har vi erfaret, at hvis vi kan få det til at spille sammen, så får vi også nogle rigtig gode løsninger. Nogle gode, gamle, garvede folk blandet med nogle nye idéer og klare hjerner, så plejer det at gå godt, fortæller Lars.

For Søren vægtede ønsket om udvikling også højt, da han søgte stillingen.

Hvis jeg nu var kommet ind i en virksomhed, der havde sagt ”det her har vi gjort i 40 år, det bliver vi ved med at gøre”, så ville jeg hurtigt blive låst meget fast, og det ville ikke have været så spændende for mig. Så det er en fordel, at der er mulighed for at nytænke og udvikle.

Søren tilføjer, at han ligeledes oplever, at det er en fordel med en blandet medarbejdergruppe:

Det er også en stor fordel, at der er nogle gamle, garvede hoveder, der ved, hvordan det fungerer, så man hele tiden kan spørge om hjælp, og så kan man komme som nyuddannet og stille de ”dumme spørgsmål”, som indimellem faktisk resulterer i noget godt.

Man skal være åben for mulighederne udenfor de store byer

Sigtet med Vækst via Viden 2.0 er også at vise, både studerende og nyuddannede, hvilke muligheder, der er, hvis man kigger udenfor de større byer, og der må man sige, at Søren er et godt eksempel.

Søren fortæller, at da han skulle søge arbejde, var det vigtigt at være åben for, hvilke muligheder, der lå udenfor de større byer:

Man skal ikke lade sig begrænse sig af kilometer. Der tror jeg, at det er vigtigt at være åben.

Den åbenhed og nysgerrighed har ført Søren til TRECO i en stilling, hvor han arbejde med det, han synes er spændende, og hvor han kan få lov til at udvikle sig. Historien om Søren og TRECO er også med til at understrege, hvordan både virksomheder og nyuddannede kan drage nytte af hinanden, når det kommer til nye perspektiver og udvikling.