Grøn omstilling kræver de rette kompetencer

Publiceret 07-09-2022

Det vesthimmerlandske erhvervsliv er i vækst og kompetenceforsyningen er derfor afgørende. Ved at introducere internationale kandidater understøttes den enkelte virksomheds udvikling og konkurrenceevne. Dette har virksomheden Outline Vinduer A/S i Farsø gjort ved at ansætte flere internationale kandidater. For nyligt har virksomheden budt endnu en kandidat, den lettiske Indra Pētersone, velkommen.

Outline har været bevidst om, at de skulle have nogle kandidater ind med andre kompetencer end dem, der var tilstede i virksomheden - og det er her, at det EU-finansierede projekt, Go Vest, kommer ind i billedet.

Internationale kandidater har svært ved at komme ind på det danske arbejdsmarked, mens virksomhederne råber på kvalificeret arbejdskraft. Det lokalt forankret projekt arbejder derfor med at bygge bro mellem international arbejdskraft og lokale virksomheder i Vesthimmerland.

I Vesthimmerland har vi en unik mulighed for at sikre fremtidens arbejdskraft ved bl.a. at rette fokus mod international kvalificeret arbejdskraft, fortæller Kirsten Heisz, Erhvervskonsulent hos Erhverv Væksthimmerland.

Direktør Jens Sørensen fra Outline har netop taget Go Vest-kandidaten Indra Pētersone under sine vinger, som Management trainee, hvor hun i det kommende halvandet år skal arbejde målrettet med virksomhedens bæredygtighed.

Skarpe grønne kompetencer til kommunen 

Indra Pētersone flyttede til Danmark for tre år siden i forbindelse med hendes start på kandidatuddannelse som Civilingeniør i Byplanlægning og bæredygtighed på Aalborg Universitet. Og hendes passion for den grønne omstilling spejler sig ikke kun i hendes arbejde, men også i hendes privatliv.

Jeg kom til Danmark for tre år siden i forbindelse opstart af nyt studie, og er nu bosat i Aalborg sammen med min danske kæreste. Jeg har en stor passion for bæredygtighed og grøn livsstil, fortæller Indra Pētersone.

En af Indra Pētersones store opgaver, er at være med til at udarbejde en strategisk handlingsplan for Outlines grønne omstilling - et felt, som er meget teknisk, og hvor hendes fornemmeste opgave er at gøre det let forståeligt, for at sikre et grønt aftryk gennem hele virksomheden.  

Det er en rigtig god mulighed for mig til at bruge min teoretiske viden i praksis, fortæller Indra Pētersone begejstret og tilføjer:

Jeg er meget glad for, at jeg har fået muligheden af Outline for at arbejde med det, jeg brænder for, og hjælpe dem med deres bæredygtighedsstrategi og fremtidsperspektiver.

Ifølge Indra Pētersone er bæredygtighed et buzz word, men ikke desto mindre et meget vigtigt emne, som virksomheder aktivt skal arbejde med, hvis de skal kunne følge med i den ekspansive udvikling.

Og Outline Vinduer er allerede godt i gang med deres grønne omstilling og arbejde med at mindske det aftryk, de som produktionsvirksomhed sætter på klimaet.

Outline igangsætter løbende nye initiativer som miljømærkning, energioptimering og genanvendelse, der skal bære virksomheden i en mere bæredygtig retning.

Et af de initiativer jeg er begyndt at arbejde med, er FN´s verdensmål, og hvordan de kan overføres til Outline som virksomhed, og hvordan vi aktivt kan arbejde med dem, lyder det fra Indra Pētersone.

Fastholdelse er den bedste tiltrækning

Mange internationale kandidater kommer hvert år til Danmark for at studere, og for det danske samfund er der en stor gevinst i at fastholde de udenlandske dimitterende.

Første gang jeg hørte om Go Vest var i mit første studieår, hvor jeg var en del af Young Professionals in Denmark. Jeg kunne rigtig godt lide ideen om, at virksomheder, kommuner og sprogskoler samarbejder for at tiltrække internationale talenter, og så jeg sendte mit CV afsted, pointerer Indra Pētersone.

Indra Pētersones råd til de danske virksomheder er, at de ikke skal være bange for at ansætte internationale på grund af eksempelvis sprog og kultur.

Man skal ikke være bange for at ansætte internationale medarbejdere. De har allerede vist, hvor modige og beslutsomme de er, bare ved at flytte til et andet land, studere og lære om en anden kultur. Det er blot en af de udfordringer, de har overvundet. Forestil dig, hvor mange andre ting de kan lære og gøre, konstaterer Indra Pētersone.

 Mit råd til internationale talenter er, at det er vanvittigt vigtigt at lære bare en smule dansk - det hjælper i hverdagen. Samtidig skal man prøve at blive en del af det danske samfund – se danske nyheder, læse om kulturen, lytte til dansk musik osv. Alt hjælper, når man skal være en del af en dansk arbejdsplads.

Udvidelse af sproglige kompetencer

Indra Pētersone har på sine kun tre år i Danmarks allerede lært meget af det danske sprog og er glad for, at hun igennem Go Vest-projektet kan udvide sine kompetencer ved at deltage i et danskkursus.

Jeg synes, at det er en rigtig god mulighed for at forbedre mit dansk yderligere. Undervisningen er fokuseret omkring mig og mine behov for udvidelse af dansksproglige kompetencer sammenlignet med et hold med flere forskellige sproglige niveauer, fortæller Indra Pētersone, der fortsætter:

Det er en god mulighed for virksomheder i Vesthimmerland at vide, at når de ansætter en højtuddannet international medarbejder, så er der mulighed for at få tilknyttet medarbejderen til et danskkursus.

Indra Pētersones rejse i Outline er først lige begyndt, og virksomheden forventer, at hun efter hendes trainee forløb fortsat skal bidrage til virksomheden og deres grønne omstilling.

Hvad er Go Vest?

Målet med Go Vest-projektet er netop at sikre kvalificeret arbejdskraft til det Vesthimmerlandske erhvervsliv, hvilket sker gennem tiltrækning, modtagelse og fastholdelse af internationale talenter, som kan bidrage med en øget værdi til virksomhederne.

Med projektet kan lokale virksomheder gøre brug af en skræddersyet ’virksomhedspakke’ bestående af en konkret behovsanalyse, hjælp til pre- og onboarding, tilskuds- og mentorordninger, danskkurser og meget mere.

Go Vest-projektet er et internt samarbejde mellem Vesthimmerlands Kommune (projektejer), Erhverv Væksthimmerland (projektleder) og Jobcenter Vesthimmerland, og er finansieret af Den Europæiske Socialfond og Danmarks Erhvervsfremmestyrelse.